Projektøkonom

Vil du være en del af Clean – Danmarks Vand- og Miljøklynge, hvor vi sætter fart på den grønne omstilling og fokuserer på løsninger til vand- og miljøudfordringer både herhjemme og internationalt? Har du en økonomisk baggrund og trives med at arbejde selvstændigt? Vil du være med til at udvikle fremtidens administrative processer i Clean? Så læs videre og se, om du er vores næste kollega.

Er du vores nye projektøkonom?

Vi søger en dygtig projektøkonom til at administrere projekter, der sigter mod at gøre danske virksomheder verdensførende inden for vand- og miljøområdet. Du vil indgå i vores økonomi- og projektadministration og samarbejde tæt med projektledere om regnskabsmæssig og administrativ styring af flerårige projekter med mange deltagere og eksterne samarbejdspartnere. Vi har projekter indenfor mange programmer – Horizon Europe, Strukturfond, Energistyrelsen, Interreg, Industriens Fond, etc. Her søger vi primært en person, der enten har erfaring med eller ønsker at arbejde indenfor strukturfondsprojekter.

Din profil

Personlige egenskaber – den måde du arbejder og er i verden på:

  • Hos Clean arbejder vi ud fra den agile organisationsstruktur. Dette indebærer at du selv tager ansvar og at du selv kan skabe overblik og prioritere dine arbejdsopgaver.
  • Det er vigtigt, at du er meget struktureret – at det falder dig naturligt at have al dokumentation arkiveret rette sted og lever op til de krav, vi opererer under – her skal især nævnes strukturfondsreglerne.
  • Du tager ansvar, er opsøgende og kan håndtere mange opgaver samtidigt uden at miste overblikket.
  • Du arbejder selvstændigt og er en teamplayer, der bidrager til samarbejde og fællesskab.
  • Et godt humør og sociale egenskaber, så du tilfører Clean noget positiv energi, er altid et stort plus.

Faglige egenskaber – de mere ”hårde” kompetencer:

  • Du har en relevant uddannelse inden for økonomi og administration.
  • Du er dygtig til at arbejde med tal og er erfaren bruger af Excel.
  • Det er også vigtigt at du kan udtrykke dig klart, enkelt og forståeligt i både skrift og tale – på dansk og engelsk.
  • Meget gerne erfaring fra en lignende stilling, gerne med kendskab til Strukturfondsprojekter.
  • Du har flair for IT og erfaring med at arbejde med forskelligt software. Clean bruger bl.a. TimeLog, BOX, Podio, E-conomic, ChatGPT, m.fl.

 

Jobbets indhold

Som vores nye kollega vil du få ansvar for din egen portefølje af projekter. Vi arbejder med mange danske og internationale puljer. Du vil primært skulle arbejde med projekter finansieret af strukturfondsreglerne under Erhvervsstyrelsen. I projekterne deltager både danske og internationale virksomheder og viden institutioner.

Du vil blive en del af en organisation, hvor vi hjælper hinanden, har det sjovt og arbejder med ambitionen om at fremme danske virksomheders vand- og miljøteknologiske løsninger på verdensplan.

Hos Clean forsøger vi altid at ”work smarter – not harder”. Helt konkret betyder det at vi forsøger at skabe effektiviseringer, så vi kan udnytte de nyeste tendenser indenfor IT og AI. Det vil således være et stort plus, hvis du har en naturlig interesse for at få dette integreret i vores afrapporterings- og dokumentationsløsninger. Vi har en separat Data- og IT-afdeling, hvor vi i tæt samarbejde omsætter vores ideer til konkrete løsninger.

Du vil få en kontorarbejdsplads på Clean’s Aarhus-kontor, hvor der i forvejen sidder 8-10 dygtige kollegaer med en uformel omgangstone. De fleste vælger at arbejde på kontoret 4-5 dage om ugen og hjemmefra ind imellem.

Dine arbejdsopgaver vil blandt andet omfatte:

  • Udarbejdelse af halvårlige projektregnskaber, herunder kontakt til revisor, deltagende virksomheder og projektpartnere.
  • Samarbejde med de faglige projektledere om at sikre projekters gennemførelse til tiden, indenfor budget og i overensstemmelse med bevillingsforudsætningerne.
  • Udarbejdelse af tilsagnsmateriale til projektpartnere og afholdelse af administrative kickoff møder for nye projektpartnere.
  • Ansvarlig for tilstrækkelig og struktureret dokumentation altid ligger gemt og er tilgængelig på vores fælles arkiveringssoftware.
  • Deltagelse i de samlede projektøkonomopgaver, herunder udarbejdelse af arbejdsbeskrivelser, regnskabsaflæggelse, løbende budget- og forbrugsopfølgning og periodevis afrapportering til bevillingsgivere.
  • Udarbejdelse af revisionsmateriale ved revision af projekter og besvarelse af spørgsmål fra revisor.
  • Kontakt med samarbejdspartnere og virksomheder i forbindelse med indhentning af dokumentation.
  • Udvikle fremtidens afrapporteringsmetoder og modeller i tæt samarbejde med vores dygtige interne Data og IT-afdeling og øvrige projektøkonomer.
  • Ad hoc-regnskabsmæssige projektopgaver.

 

Vi tilbyder

Vi tilbyder et spændende og dynamisk job i et uformelt miljø med fokus på udvikling og vækst, både personligt og fagligt. Løn forhandles individuelt efter kvalifikationer og inkluderer firmapension, ekstra fridage, sundhedsforsikring, fri telefon, internet mm.

Vi vil sørge for, at du føler dig godt tilpas og velkommen, og at du får den støtte og introduktion du har brug for til en god opstart.

 

Ansøgning

Vi vurderer ansøgningerne løbende og kalder til samtaler med henblik på hurtig tiltrædelse. Vi håber at kunne indkalde til kandidater til samtale i løbet af marts og få stillingen besat med opstart pr. 1. maj eller 1. juni 2026.

Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte økonomichef Tina Olesen på tio@cleancluster.dk eller mobil 21 45 19 67. Du er også velkommen til at kontakte projektøkonom Merete Toft på met@cleancluster.dk eller mobil +45 26 17 55 40.

Send din ansøgning her 🙂

Hos Clean værdsætter vi mangfoldighed og inklusion. Vi opfordrer alle kvalificerede kandidater, uanset køn, alder, seksuel orientering, handicap, etnisk baggrund eller tro, til at søge en stilling hos os. Vi tror på, at forskellige perspektiver beriger vores arbejdsmiljø og styrker vores evne til at løse udfordringer på en innovativ måde.

Om Clean

Clean er Danmarks vand- og miljøklynge og vores vision er, at danske virksomheder skal være verdensførende inden for vand- og miljøområdet. Vi binder virksomheder, forsyninger, videninstitutioner og det offentlige sammen om markedsdreven grøn innovation i Danmark og i udlandet.

Lokation
Aarhus


Kontakt for mere info

Se også

Om Clean

Sådan arbejder vi

Medarbejdere

Netværk