Cases og problemejere
BlueGreen Innovation Challenge 2025
Case 1
Bioelektroder og blå formidling – fremtidens naturgenopretning i havnen
Horsens Havn, med dens promenadearealer, rummer et stort potentiale for at blive et forbillede for blå byudvikling, hvor teknologi, havbiologi og formidling smelter sammen. I dag er vandmiljøet i havnen belastet af næringsstoffer, miljøfremmede stoffer og ringe iltforhold, hvilket medfører uklart vand og en lav biodiversitet i vandet. Vandkvaliteten begrænser mulighederne for i dag at udnytte havnefrontens landarealer til at formidle om livet i havnen, f.eks. gennem fiskebørnehaver, og det forhindrer muligheden for at have aktiviteter for borgere i overgangszonen mellem land og vand.
Denne case undersøger, hvordan en bioelektrodebaseret løsning – hvor elektroder placeres i havnesedimentet for at forbedre de kemiske forhold – kan implementeres i Horsens Havn. Målet er ikke at udvikle teknologien, men at finde ud af, hvordan den konkret kan integreres i havnerummet: Hvordan skal den placeres? Hvordan skal den se ud? Hvordan formidler vi dens funktion og effekt til borgere og besøgende?
Når vandmiljøet forbedres, skabes nye muligheder for rekreative og læringsmæssige tiltag i og omkring havnebassinet. Casen fokuserer derfor også på, hvordan vi kan designe fysiske eller digitale elementer, der gør undervandslivet synligt og engagerende – og hvordan lokale aktører og borgere kan bidrage til at bevare og bruge havnen på en ny måde. Casen handler ikke om at begrænse næringstilførsel fra oplandet, men om, hvordan vandkvaliteten i havnebassinet kan forbedres og anvendes aktivt. Ambitionen er at udvikle en skalerbar løsning, der både bidrager til biodiversitet, styrker byens blå identitet og fungerer som inspiration for andre havne.
Stiller:
Case 2
Genskab vandets kredsløb – fremtidens spildevandshåndtering i det åbne land
Denne case stiller spørgsmålet: Hvordan genskaber vi det naturlige vandkredsløb i det åbne land – på en måde, der både forbedrer miljøet og skaber tillid og tryghed hos borgere og myndigheder?
Casen vil arbejde med nye løsninger og principper for decentral rensning: Hvordan kan vi udvikle teknologier, anlæg og tilsynsformer, der sikrer en høj, dokumenterbar renseeffekt tæt på kilden? Hvordan tænker vi landskab, biodiversitet og lokal vandhåndtering ind i løsningen – frem for blot at føre spildevandet væk?
Casen giver mulighed for at udfordre 100 års centraliseringstankegang og undersøge, hvordan decentral spildevandshåndtering er, og måske kan blive, en løftestang for bedre miljø og moderne teknologi. Det kan være gennem fysiske systemer, sensorer eller nye organiseringer og samarbejdsformer. Målet er at udvikle konkrete forslag til, hvordan små udledninger kan håndteres smartere, grønnere og mere lokalt – og samtidig skabe et grundlag for fremtidige investeringer og opfølgning i kommunale spildevandsplaner og vandområdeplane.
Stiller:
Case 3
Naturen som allieret – fremtidens håndtering af terrænnært grundvand i byområder
Klimaforandringerne mærkes allerede i form af øget nedbør, flere skybrud og et stigende grundvandsspejl. Mange steder i Danmark udfordres både boliger, infrastruktur og byrum af vand, der ikke længere kan drænes væk. Samtidig er det teknisk og økonomisk uholdbart at bygge sig ud af problemerne med pumpestationer, forsegling og store røranlæg. I takt med, at lovgivningen åbner op for, at forsyninger fremover må håndtere terrænnært grundvand, er der brug for nye idéer – og ikke mindst naturbaserede løsninger.
Denne case spørger, hvordan vi kan gøre naturen til en del af løsningen i stedet for en udfordring. Hvordan skaber vi helhedsorienterede systemer, der håndterer vandet, hvor det er – og samtidig skaber værdi i form af grønne byrum, klimatilpasning, biodiversitet eller rekreative funktioner? Kan vi kombinere eksisterende grå infrastruktur med nye blågrønne komponenter – og hvordan sikrer vi, at løsningerne også virker i fremtidens klima?
Casen inviterer til udvikling af koncepter, systemer og greb, der kan bruges i byområder med høj grundvandsstand – både i nye byudviklingsområder og i ældre kvarterer, hvor konsekvenserne af terrænnært grundvand allerede mærkes. Der er plads til idéer, der spænder fra mikro- og nabolagsniveau til helhedsplaner og driftsstrategier. Samtidig lægges der vægt på, at løsningerne er robuste, dokumenterbare og kan tilpasses både nuværende og fremtidige forhold.
Målet er at formulere nye svar på, hvordan vi håndterer vandet, hvor det er – og hvordan vi samtidig tænker klimatilpasning, forsyningssikkerhed, drift og naturindhold sammen i ét samlet billede.
Stiller:
Case 4
Råstofgrave som læringsarena for fremtidens biodiversitet
Råstofgrave udgør et af de mest oversete – og største – potentialer for at skabe ny natur i Danmark. Når næringsrig muld fjernes, og mineraljord blotlægges, opstår et landskab med lys, variation og næringsfattighed, som er ideelt for mange af de arter, der i dag er i tilbagegang. Men i praksis udnyttes dette potentiale langt fra – både fordi lovgivningen begrænser regionernes mulighed for at stille krav til natur i efterbehandlingen, og fordi der mangler både viden, redskaber og samarbejdsmodeller.
Denne case arbejder på at udvikle en fælles læringsarena, hvor råstofgrave bruges som platform for måling, dokumentation og udvikling af biodiversitet – før, under og efter indvinding. Det handler ikke kun om at vise, hvad der er muligt, men også om at skabe metoder og beslutningsværktøjer, der kan bruges bredt i kommuner, regioner og af lodsejere og råstofindvindere. Samtidig kobles lærings- og forskningsaktiviteter med praksis: Hvordan måler vi biodiversitet effektivt? Hvordan inddrages lokale og elever i arbejdet? Og hvordan skaber vi fortællinger og ejerskab, der kan rykke både den politiske og kulturelle dagsorden?
Casen trækker på eksisterende teknisk viden om f.eks. gravesøer, paddeskrab og efterbehandlingsprincipper og arbejder med standardisering og opskalering. Den afsøger desuden nye modeller for partnerskaber og finansiering – f.eks. via naturfonde, råstofafgift og lokalt ejerskab. Målet er at samle erfaringer og opbygge modeller, der kan skaleres til hele landet og bruges aktivt i den grønne omstilling og implementeringen af både Grønt Danmarkskort og EU’s biodiversitetsstrategi.
Casen er en mulighed for at arbejde med bæredygtig omstilling på flere bundlinjer: biodiversitet, læring, social sammenhængskraft og arealanvendelse. Og ikke mindst: at skabe en ny fortælling om råstofgrave som noget, der giver mere tilbage, end det tager.
Stiller:
Case 5
Vandets paradoks – fra skadelig trussel til værdifuld ressource
Regn- og spildevand forbindes oftest med noget, der skal ledes væk – hurtigt og sikkert. Det handler om at undgå oversvømmelser, beskytte bygninger og forhindre forurening. Men hvad nu, hvis vi vendte blikket og spurgte: Hvad er det egentlig, vi skyller væk? Og hvilke værdier gemmer sig i det vand, vi betragter som affald?
Denne case tager afsæt i vandets paradoks: Det samme vand, som kan true både huse, helbred og natur, rummer også ressourcer – næringsstoffer, energi, organiske forbindelser og kølende effekt – der i dag i vid udstrækning går tabt. Målet er at gentænke vores tilgang til regn- og spildevand og undersøge, hvordan vi i stedet for at minimere skade kan maksimere værdi.
Casen inviterer til idéudvikling inden for både upcycling og ressourceudvinding: Hvordan kan vi udnytte de stoffer, der allerede findes i vandet – ikke kun de skadelige, men også de værdifulde? Hvordan kan vi gøre regnvand til andet end en trussel – måske til en lokal ressource, et kølende element, en del af en ny grøn forretning? Og hvordan skaber vi løsninger, hvor skadesforebyggelse og nytteværdi ikke er hinandens modsætninger, men hinandens forudsætninger?
Casen favner både regn- og spildevand, men med fokus på at finde grænseflader og anvendelser, hvor de kan give mest værdi – teknologisk, forretningsmæssigt og samfundsmæssigt. Det kan handle om alt fra materialegenbrug og varmegenvinding til formidling, inddragelse og adfærdsdesign.
Målet er at udvikle konkrete idéer og principper, hvor vand ikke kun ses som noget, vi skal beskytte os imod – men som noget, vi kan bruge til at gøre byen og miljøet bedre.
Stiller:
Case 6
Bassiner med lavt afløbstal – hvordan balancerer vi regnvand, landbrug og natur?
Kravene til håndtering og rensning af regnvand i det åbne land er stigende – både som følge af øgede nedbørsmængder, EU’s vandrammedirektiv og ønsket om at skabe plads til natur og biodiversitet. Lavbundsområder og lavtliggende landbrugsarealer rummer et stort potentiale som fleksible løsninger, hvor regnvand kan forsinkes, renses og skabe merværdi for naturen.
Men hvordan etablerer vi regnvandsbassiner med lavt afløbstal, uden at det kompromitterer den omkringliggende landbrugsdrift? Og hvordan håndterer vi de afledte konsekvenser – især vandspejlsstigninger, der kan give udfordringer for både dræning og afgrøders trivsel?
Denne case sætter fokus på at finde nye, balancerede løsninger, hvor regnvandsbassiner bliver mere end tekniske anlæg – og i stedet tænkes som en fleksibel platform for klimatilpasning, rensning og naturudvikling. Casen undersøger, hvordan styring af udløb, variation i vandspejl og midlertidig oversvømmelse kan bruges aktivt – og hvordan lodsejere kan kompenseres eller engageres i samspillet.
Samtidig ser casen på mulighederne for lokal tilpasning:
- Hvornår kan flere mindre bassiner give bedre synergi med dyrkning, natur og landskab?
- Kan bassiner kombineres med målrettet rensning og kildeopsporing?
- Hvilke praksisser eller regler forhindrer i dag mere fleksibel arealanvendelse – og hvilke uudnyttede muligheder findes allerede?
Casen undersøger også økonomien: Hvornår kan det betale sig at kompensere lodsejere? Og hvordan måler vi, hvad der er “god nok” rensning, så vi ikke bygger for stort – men heller ikke for lidt?
Målet er at udvikle forslag til, hvordan regnvand kan “parkeres” i landskabet – i samspil med landbruget – og samtidig skabe plads til både rensning, natur og klimatilpasning.
Stiller:
Case 7
Når teknologien ikke rækker – hvordan renser vi regnvand i byen fremover?
Med stigende krav til rensning af separate regnvandsudledninger for miljøfarlige forurenende stoffer står forsyningerne over for stadigt større udfordringer med at finde egnede teknologier og metoder til rensning af regnvandet i byerne, så der kan opnås udledningstilladelser til vandområderne. Pladsen i byerne er begrænset, og mange steder er der kun mulighed for placering af rensningen i vejarealerne. De tilgængelige teknologier med filtrering/adsorption af partikler er ikke altid tilstrækkelige til at opnå en kvalitet, som gør det muligt at få en udledningstilladelse. Samtidig er der udfordringer med robusthed og drift af teknologierne. Resultatet: klimatilpasning og separatkloakering risikerer at gå i stå.
Casen stiller spørgsmålet: Hvordan kommer vi videre fra teknologier, der (næsten) kan bruges, til løsninger der virker i praksis – teknisk, juridisk og økonomisk?
Det handler ikke om at opfinde filtrering på ny – men om at udvikle idéer og strategier, der kan gøre det muligt at rense regnvand i praksis:
- Kan udledninger samles smartere?
- Kan vi arbejde med zonering, lokal dokumentation eller accept af variation?
- Kan teknologier kombineres, skaleres eller formes, så de passer i virkeligheden – også når der er 40 udledninger på en kort å-strækning i tætbebyggede områder?
Casen åbner også for at se på, hvordan eksisterende rammer og reguleringer kan anvendes mere fleksibelt: Er der muligheder i den gældende lovgivning, som i praksis ikke bliver udnyttet – måske på grund af vane, manglende viden eller usikkerhed? Og hvordan kan vi som branche skabe mere klarhed om, hvad der er “godt nok”, når det gælder regnvandsrensning?
Målet er at samle viden, praksis og innovation – og udvikle forslag, der kan bringes i spil i konkrete projekter og samtidig inspirere til en mere pragmatisk og realitetstilpasset tilgang til regnvand i den tætte by.
Stiller:
Case 8
Klimatilpasning som varmekilde – kan regnvand og grøn energi kobles i mindre byer?
I mange mindre bysamfund og landområder er der ikke adgang til traditionel fjernvarme, og det kan være udfordrende at etablere fælles grønne varmeløsninger, der både er teknisk mulige og økonomisk bæredygtige. Samtidig er der et voksende behov for lokal klimatilpasning, hvor håndtering af regnvand og skybrud kombineres med grønne løsninger, der aflaster kloakker og skaber nye landskabelige værdier.
Denne case undersøger, hvordan klimatilpasningsprojekter og lokal varmeforsyning kan tænkes sammen i nye hybride løsninger. Der findes allerede enkelte eksempler på steder, hvor regnvand, energi og lokal organisering går op i en højere enhed – men der mangler modeller, som kan tilpasses danske forhold og de mindre byers realiteter.
Casen stiller skarpt på, hvordan vi kan bruge det landskab, vi alligevel bearbejder i klimatilpasningens navn, til samtidig at skabe adgang til bæredygtig opvarmning. Kan man i forbindelse med regnvandshåndtering etablere energilagre, udnytte varmen i jorden eller biomasse, eller skabe nye energifællesskaber omkring små tekniske anlæg? Og hvad kræver det at få løsningerne til at hænge sammen – teknisk, økonomisk og lovgivningsmæssigt?
Casen åbner også for at undersøge, hvilke barrierer og snitflader der findes mellem klimatilpasning og varmeplanlægning. Hvem skal samarbejde, og hvordan skabes de modeller og partnerskaber, der kan løfte løsningerne fra eksperiment til praksis? Og hvordan kan kommunen støtte eller facilitere, at sådanne løsninger bliver attraktive og mulige at finansiere for både borgere og leverandører?
Målet er at udvikle idéer og løsningsmodeller, hvor klimatilpasning bliver mere end vandhåndtering – og i stedet bliver en strategisk ressource, der kan bidrage til den grønne omstilling af varmeforsyningen i de mindre bysamfund.
Stiller:
Case 9
Digital jordlogistik – fra skjulte mængder til synlige beslutninger
I dag foregår jordhåndtering i anlægsprojekter primært som en lineær proces: Jord køres væk, og ny jord hentes ind – ofte uden forsøg på genbrug, samkøring eller overblik. Der findes hverken fælles datarammer eller operationelle værktøjer, der gør det let for entreprenører at planlægge smartere. Resultatet er unødvendige udgifter, høje CO₂-aftryk og spild af ressourcer – både økonomisk og miljømæssigt.
Denne case arbejder med at udvikle en digital platform, der gør det muligt at skabe overblik over jordmængder, typer, klassificeringer, logistik og genanvendelsesmuligheder – ikke som statiske rapporter, men som aktive planlægningsværktøjer. Ambitionen er at gøre det lettere og mere attraktivt for entreprenører at tænke cirkulært fra starten af et projekt.
Casen tager afsæt i erfaringer fra aktører i branchen og vil i fællesskab undersøge, hvilke data der allerede findes, hvordan de kan standardiseres, og hvordan digitale løsninger kan bruges til at træffe bedre beslutninger tidligere i processen. Det handler ikke kun om teknologi, men om at skabe en ny praksis for jordhåndtering – hvor bytte, genbrug og optimeret transport bliver standard og ikke undtagelse.
Målet er at udvikle grundlaget for en platform, der kan anvendes på tværs af projekter, og som på sigt kan ændre hele branchens tilgang til jord som ressource – med lavere klimabelastning og bedre økonomi til følge.
Stiller:
Case 10
Kystbeskyttelse af Odense indre havn, og gøre den til Danmarks grønneste havn.
Odense Kommune har en klar ambition: at udvikle Indre Havn til Danmarks grønneste havn. Det kræver, at kystbeskyttelse og klimatilpasning tænkes som en del af en bredere transformation, hvor teknik, natur og byliv smelter sammen.
En central udfordring er valget mellem en lokal løsning – en klimakant – og en regional løsning i form af en sluse i Odense Kanal. Hvilken vej skal Odense gå, og hvordan sikres det, at løsningen understøtter både grøn byudvikling og klimatilpasning?
Denne case fokuserer på, hvordan en bynær, grøn klimakant kan etableres og fungere som både kystbeskyttelse og som katalysator for rekreative byrum, øget biodiversitet og nye forbindelser mellem by og vand. Casen bygger på naturbaserede principper og vil arbejde med idéer til levende kystlinjer, multifunktionelle kanter og dynamiske landskabselementer, der kan tilpasse sig stigende vandstande og styrke byens robusthed.
Ambitionen er at udvikle en fleksibel og fremtidssikret løsning, der allerede i dag kan sætte et grønt og synligt aftryk på vejen mod Danmarks grønneste havn.
Casen bidrager direkte til Odense Kommunes risikostyringsplan og åbner op for anvendelse af værktøjer som DAPP (Dynamic Adaptive Policy Pathways) i praksis.
Ud over casen udforskes, hvordan en eventuel fremtidig sluseløsning kan tænkes ind i en samlet helhedsplan, og hvilke koblinger der kan skabes mellem de to spor – i tillæg til de lokale virksomheder, borgere og aktive landbrug langs Odense Kanal. Denne del arbejder Odense Kommune selv med sideløbende.
Stiller:
